Om

Mit første kamera kan jeg stadig huske, det var et lille instamatic kamera der brugte kostbare film. Film og fremkaldelse kostede noget nær det samme som kameraet. Derfor tog jeg kun billeder af vigtige motiver. Men med kameraet i hånden, var alt pludselig et motiv. Jeg tog billeder af stenene i parken, træerne og menneskene omkring mig. Ofte var skuffelsen stor da billederne blev fremkaldt. Mit motiv var måske bare en lille mørk plet, placeret præcis i midten af billedet. Man var derfor ikke i tvivl om at hunden på billedet var det egentlige motiv, men det var svært at se om det var en hund eller bare en mørk plet. Min Farfar rynkede på næsen og sagde at det var vigtigt at koncentrere sig når man tog billeder. Motivet skulle vælges med omhu, ellers var det spild af penge. Min Farmor derimod roste selv de mest håbløse billeder, hun levede sig ind i at der var en sten eller en hund langt derinde i billedet et sted. Men det var så også hende der forærede mig kameraet, og jeg har min Farfar mistænkt for at have finansieret det. Billederne er væk nu, men jeg husker stadig nogle af motiverne, på trods af at der er gået snart 25 år. De billeder jeg husker bedst er egentlig motivløse. Det er de selvfølgelig ikke, der er sten, græs eller vand på dem, men det er farver, former og overflader, der alt sammen har den samme bløde skarphed. Fotografiernes kostbarhed gav dem en værdi i sig selv, nu var de blevet fremkaldt, købt og betalt, så skulle de indsættes i et album så de blev præsentable. Set med familiealbummets strenge æstetiske krav, kan jeg godt se at mine billeder var bastarden i familiens erindringslogbog. Der er da også blevet bladret forbi mine tidlige mesterværker med et overbærende smil og bemærkningen, det har du vist taget. Siden den gang har der været mange fotografier, både med og uden motiver. Fælles for dem er at de enten fortæller en historie, formidler en sanselighed eller blot fungerer som et behageligt hvilested for blikket. Det er vel i sagens natur det der gør dem kostbare.